Det har altid været en barnedrøm at kvalle til OL. Så jeg er rigtig stolt af at have repræsenteret DK ved OL. Det var en kæmpe oplevelse. Det er noget helt unikt, som man ikke kan forestille sig, før man er i det.

Selvfølgelig da jeg kørte den hurtigste tid på halv-ironman distancen.

Og så synes også at jeg er stolt af at jeg igennem så mange år har være kontunerlig og har leveret nogle flotte præstationer hvert år. Så når jeg står på startstregen, kan jeg selv og andre forvente at der kommer noget godt ud af mig.

Når jeg er der, så leverer jeg, og så er jeg konkurrencedygtig. Det giver ikke en unødigt pres, men nærmere motivation.

Når jeg ved at jeg har lagt det arbejde der skal til og har forberedt mig fornuftigt, så synes jeg at stå på startstregen og skal konkurrer, så er det der jeg skal ud og have en fest. At nå dertil kræver rigtig meget + lidt held.

Når jeg først er der og kan mærke at jeg er klar, så får man lov til at få det hele ud - det er fedt.

Træning det er bare træning, men når man får nummer på, så bliver man en racehorse - jeg er der ikke for at deltage, men for at vinde. Ved race tager man nogle chancer og løber nogle risici, man aldrig ville gøre under træning. F.eks. ved at vinde 7 sekunder ved ikke at tage strømper på i T2. De 7 sekunder kan gøre at man springer den mentaleelastik til konkurrenterne og får et hul på 20 meter, som de ikke kan lukke igen. I Bahrain, hvor jeg satte den hurtigste tid på den halve ironman, gjorde jeg det. Der var én der kom med mig og hende rystede jeg af mig efter 5 km. og vandt.

Man kan dog risikere at al huden ryger af fødderne og man kommer i mål med skoene fyldt med blod, men det er det hele værd - det heler jo igen. Det gør da ondt undervejs, men det gør mest ondt når adrenalinen forlader kroppen.

Når jeg krydser målstregen, og har nået mit mål, er jeg helt høj på adrenalin. For mig er det livet.

Share this Story